mandag den 26. august 2013

Udflugter, TMI og Renn Faire

Hej!

Tænk at det allerede er søndag! Det føltes som i går, at jeg skrev mit sidste indlæg.
Denne her uge har været travl, men sjov. Det er fedt at komme ud af huset og se nye spændende ting!

Mandag var jeg henne på min skole for at få lavet mit skema. Deres system var nede, så jeg startede bare med at remse alle de fag op som jeg godt kunne tænke mig. Men da deres system virkede igen, kunne min school couselor se at de fleste af klasserne var optaget. Vi fik dog lavet en ret god liste; US Historie/Geografi, Engelsk (på laveste niveau, for det foreslog hun), Geometri, Spansk (begynder), DC Historie, Health Education, Street Law Trial, P.E og Art & Design. Så det er et meget samfundsmæssigt skema jeg får, og det er jeg også glad for! Senere på dagen fik jeg brev hjemmefra med mit Visa kort og en pakke pålægschokolade. Det blev jeg virkelig glad for (især fordi jeg senere på ugen fandt ud af, at jeg havde forlagt mig nogle kontanter. Ups..) Om aftenen holdt Ron "lesson" om at være godhjertet, og bagefter gik vi hen for at få italiensk is. Nam!

Tirsdag mødtes jeg med Avi, Ida, Nada og Mathias på The Mall. Vi skulle modtage en frivillig i AFS fra Californien, som havde lyst til at tjekke Smithsonian museerne ud. Så vi gik på The National Archives, og så The Declaration of Independence, The Constitution og The Bill of Rights. Det var meget spændende, men alligevel lidt kedeligt. Heldigvis blev vi der ikke så længe. Bagefter tog vi på Newseum. DET var tilgengæld mega spændende! Der var en hel masse om nyheder i løbet af årene med al slags form af nyheder. Der var noget om Berlinmuren, JFKs liv og død, FBI sager, 9/11, fire forfatningsændringer; freedom of Speech, freedom of Religion, freedom of Press og freedom of Pettition. Sjov historie: I udstillingen om JFKs død, kunne man skrive sine tanker ned. Jeg stod og kiggede på tavlen sammen med Mathias, da han begyndte at blive lidt drillesyg. Så jeg tog en seddel, skrev "call me jerk" og satte den på hans skulder. Meget åbnelyst. Han synes det var sjovt, så han gik hen til Ida, med sedlen i hånden, og sagde noget i retningen af "this is very interesting" samtidig med at han klappede hende på skulderen. Så Ida gik rundt med sedlen i 10 min. inden hun fandt ud af hvorfor Mathias og jeg grinte hver gang vi kiggede på hinanden. Om aftenen havde vi Tietjen og Tyler med til TacoTuesday, og vi fik hele samtalen omkring bordet til at handle om Narnia og de religiøse betydninger. Efter maden, kom missionære fra kirken på besøg, og jeg trak mig langsomt tilbage på værelset.

Onsdag var endnu en AFS tur dag. Denne gang ved Dupont Circle. Vi gik rundt i en ulidelig hede, og så de forskellige ambassader (dog ikke Danmarks) Bagefter delte vi os ind i grupper, og gik tilbage på Dupont Circle og fandt et sted at spise frokost. Det var der at jeg opdagede at jeg manglede nogle penge, for pludselig så min pung alt for tom ud, og jeg kunne ikke huske at jeg havde brugt så mange penge. Det ødelagde lidt mit humør for resten af dagen. Da jeg kom hjem, gjorde jeg badeværelset rent, spiste aftensmad og så Netflix, mens Gabi var til noget med kirken.

Torsdag tog jeg sammen med Ron til lægen for at få udfyldt nogle papirer fra skolen. Det viste sig så, at jeg manglede en enkelt vaccine. Så den måtte jeg naturligvis tage. Så jeg satte mig ned, gjorde mig mentalt klar da lægen duppede min arm med sprit og ... satte et plaster på min arm. Jeg mærkede ikke et prik, eller et niv eller noget som helst. Så jeg spurgte, "was that it?" og hun smilede, nikkede og sagde "unless you want more?" Jeg takkede selvfølgelig nej. Bagefter tog vi til en klinik i en, der skulle udfylde nogle flere pairer! Der ventede vi i godt en time, så der havde jeg tid til at prøve mit Visa af. Det virker. På klinikken skulle jeg have fornyet min TB test, så jeg skulle stikkes igen. Denne gang mærkede jeg et lille prik, men intet af det var så slemt som de stik jeg fik hjemme i Danmark. Om eftermiddagen tog Gbai og jeg i biografen for at se The Mortal Instruments (TMI), og lad mig bare sige at jeg blev positivt overrasket. Selvom jeg har læst bogen, og de efterlod nogle ting i filmen, blev jeg SÅ glad for at se filmen! Det var nærmest som at få mine egne billeder til live. Gabi blev selvfølgelig mundlam på et punkt i filmen (som jeg ikke vil skrive her) og jeg kunne ikke lade være med at grine af hende på vej hjem, da hun skældte ud over det. Vi fik selvfølgelig også diskuteret de lækre fyre og den gode kærlighedshistorie i filmen.

Fredag mødtes jeg med Ida, Avi og Nada i Pentagon City Mall til frokost og lidt shopping. Det er et kæmpe sted med 4 etager. Den nederste etage er kun med spisesteder, og de andre etager har alverdens butikker! Jeg kommer helt sikkert tilbage dertil! Jeg fik købt mig en ansigtscreme som jeg manglede. Da jeg kom hjem, var Janine over mig med det samme. Jeg skulle prøve kostume til Renn Faire dagen efter. Renn Faire er kort for Renaissance Festival.

Lørdag stod vi alle sammen tidligt op, hoppede i vores kostumer og kørte af sted til Maryland. Det var os fire og en af Janines kollegaer Liz. Jeg var klædt ud som en helt almindelige landsbypige, Gabi var Rapunsel, Liz var en prinsesse og Ron og Janine var Superman og Wonderwoman, midalder-style! Der var rigtig mange der kommenterede på det, og ville stoppe og tage billeder med dem. Det første vi gjorde da vi om ind, var at få flettet vores hår. Det var super sjovt at prøve, og de blev super fine! Gabi og jeg gik rundt for os selv i et par timer. Vi spiste curly fries og turkey leg til frokost, og mødtes så med de voksne til en ridderturnering. Det var sjovt at se, men varmen gjorde det svært at koncentrere sig. Bagefter gik Gabi og jeg rundt for os selv igen og kiggede på de forskellige boder. Gabi købte en is, og jeg smagte chokolade overtrukket cheesecake på en pind. Nam! Da vi kom forbi en bod der solgte ægte mønter fra hele verden, gik jeg straks i gang med at lede efter Danmark. Jeg fandt en halskæde og en nøglering, og købte dem begge! Jeg købte også en blomsterkrans på vejen ud derfra. Direkte efter festivallen, kørte vi hjem til Janines gamle chef for at spise aftensmad. Det var rigtig hyggeligt, og maden var god. Jeg fik mit første underlige spørgsmål om Danmark. Nemlig om var har vandmelon... Ja, det har vi!

Søndag tog Ron og jeg tilbage til klinikken for at få læst min TB test. Den var heldigvis negativ. Jeg skulle også igennem en masse andre undersøgelser, men det var ikke noget voldsomt. Det var bare sjovt. Da vi kom gående op ad gaden jeg bor på, kom Gabi og en kvinde fra kirken os i møde, og jeg blev inviteret til frokost hos dem. Hende og hendes mand boede kun en gade væk, så det var hurtigt at kommer derhen. De varmede ravioli til os, undtagen Gabi som ikke kan tåle gluten, så hun fik ris og æg. Jeg smagte også pumpkin pie. Det er som jul i en mundfuld! Om eftermiddagen kom deres ven, Amber, forbi. Jeg skal passe hendes kat fra på fredag af, så jeg var lige med hende hjemme for at se hvor de forskellige ting var. Det bliver spændende! Fordi det er søndag er det min tur til at lave mad, så jeg fik bikset ris og broccoli og gulerødder sammen til en slags risotto. Gabi hjalp mig og eksperimenterede med krydderierne, så den blev virkelig spicy, men med ost oven på gik det. Bagefter, da jeg havde ordnet køkkenet, gik jeg ovenpå og afbrød Gabi og Maris (deres forrige udvekslingsstudent) samtale. Jeg hilste på hende, og vi fik en kort sludder inden hun skulle gå.

Som sagt, den her uge har været utrolig travl. Den er også gået super stærkt, så jeg glemte næsten at skrive mit ugentlige blog indlæg! Jeg har heller ikke haft tid til at skrive i min dagbog! Jeg glæder mig virkelig over at jeg har det godt, og at jeg kommer godt ud af det med alle dem jeg kender!

Næste uge bliver endnu mere spændende, fordi jeg ENDELIG starter i skole! Jeg er stadig ikke helt sikker på hvordan det kommer til at gå, men som Mari sagde "just keep your head up!"
- Emma

Ingen kommentarer:

Send en kommentar