mandag den 23. september 2013

Navy Yard, field trips og weekend med venner!

Hej!

Den her uge flyder langsomt ud i en pøl af gode og dårlige hændelser. Generelt er ugerne bare ved at flyde ud i hinanden, og jeg mister greb om tiden! ( WARNING: jeg vil nævne en masse navne som I muligvis ikke kender. Tjek derfor personlisten :-) )

Mandag startede helt normalt. Jeg tog i skole, så mine venner, klarede mig godt i geometri og spiste frokost. Alt går egentlig godt indtil jeg hører nogen snakke om en hændelse på Navy Yard. Kort efter skriver Janine en sms, og spørger om min skole er på 'lockdown' Jeg finder en af mine venner og spørger hende hvad der er sket på Navy Yard, og hun fortæller mig at der har været en skud-episode, hvor 12 er døde. Senere den dag blev der over højtalerne forklaret hvad er er sket, og at der er en masse aktiviteter der er aflyst. Jeg lagde mærke til at der holdt en politibil ude foran skolen, og sikkerheden ved metrostationerne var blevet skærpet. Om aftenen havde vi Amber med til aftensmad, og Janine holdt lesson om 'active shooting' og hvordan man skal reagere hvis man står midt i et. Det viste sig at en af Ambers gode venner var blevet såret, og den mand han snakkede med var død. Skræmmende! Som aktivitet spillede vi Uno med Harry Potter kort, og jeg var tæt på at vinde! Jeg brugte regler som de ikke bruger, og jeg fik flashback til da jeg og de andre danske udvekslingsstudenter sad i gaten i Kastrup og diskuterede hvilke regler vi skulle bruge.

Tirsdag var der et kort Cross Country møde, og så tog jeg hjem for at løbe selv. Jeg løb forbi Capitol, og nåede næsten hele vejen ned til Washington Monument, inden jeg vendte om og løb hjem. På vej op til Capitol gik jeg forbi to mænd i Washington Nationals tøj. De gjorde honnør til mig, men jeg løb videre i total forvirring. Indtil jeg kom hjem og opdagede at jeg havde min Marine t-shirt på. Ron lavede tacos den dag, for Janine kom senere hjem. Mens vi sad og spiste, fortalte Ron at en af Janines kollegaer var blevet dræbt dagen inden. Så da Janine kom hjem, var hun meget stille.

Onsdag kom jeg hjem fra skole, helt svedig fordi det var varmt og fugtig, og opdagede at vi havde besøg af en dame fra adoptionskontoret. Hun var der bare for at se om Gabi havde det godt, og for at sikre sig at hun trives. Jeg hilste på hende, og gik op for at tage et bad. Pludselig brasede Gabi ind på badeværelset (bare rolig, der er badeforhæng!) og råbte at vi skulle ud og spise, så jeg skulle skynde mig. Vi tog på Sweet Greens, som er et sted man kan mikse sin egen salat. Yum!

Torsdag var 'løb 1 mile på tid' i P.E! På min 9. runde (15 runder er 1 mile) kom jeg forbi en pige, som gispede efter vejret, græd og var helt rød i hovedet. Hun havde svært ved at få vejret, men hun blev stadig ved med at gå. Heldigvis fik jeg og en af de andre piger, hende til at sidde ned og vi kaldte på Mr. Goddard (som er 100% døv på venstre øre) Hun kunne ikke stoppe med at gispe efter vejret, og jeg fik en klump halsen og kunne mærke tårer presse på. Der er intet mere forfærdeligt end at høre en på sin søsters alder, have det dårligt! Vi stoppede løbet, og efter 10 minutter fik hun det bedre. Vi brugte resten af timen på at høre om hvor vigtigt det er ikke at presse sin krop for hårdt (LOL, i modsætning til hvad Coach Buckley og Janine siger!) Jeg vælger at lytte til Mr. Goddard!
Den eftermiddag løb jeg ned til Smitsonian Castle og hjem. Ikke i et stræk, for hvad var det jeg havde jeg lært? Om aftenen spiste jeg samme med Gabi mens hun lavede lektier.

Fredag var FED!!!!!!! Jeg var slet ikke i skole, og jeg havde hele TO field trips (udflugter) Én til en Teen Design Fair, hvor jeg mødte en masse designere; arkitekter, mode, graphic og en masse andre. Der var gratis morgenmad og tasker. Gratis ting er fedt, og som Stacey siger: "det er den eneste mulighed for at lokke teenagere!" Efter et interview med Tim Gunn fra Project: Runway, tog vi tilbage på skolen og havde Advisory (en slags fritime, men ikke rigtig) Da "klokken" (jep, ingen klokke!) ringede, skyndte jeg mig videre til min næste field trip, et advokatfirma! Mine venner blev forvirret da de så mig med Seniors, og ikke den sædvanlige gruppe af Freshmens. Sam og jeg fandt Evelyn på krykker, så det tog et stykke tid at gå de 10 minutter det ellers ville tage. (jeg undlader med vilje at nogen stoppede på McDonalds og købte frokost. Jeg gjorde ikke!) Det var et fancy sted, og de havde gratis sodavand (gratis ting igen!) Vi snakkede om hvad der var forventninger om college, og hvad man var nervøs for. Jeg sad bare og tænkte; "sikkert, det er nok rigtigt" Senere skulle vi designe vores drømme college, og Myles og jeg designede noget a lá Oxford. Efter skole havde jeg aftalt at mødes med Joy og Nada, og så ville vi tage på Starbucks. Jeg blev glad for at se at der var flere der var blevet. Så jeg, Joy, Nada, Yves, Soda og Walid tog på Starbucks. Glad historie: Mens jeg sad og hvad en intelligent samtale med Nada om hvad vi havde lavet på advokatfirmaet, kiggede hun på noget bad mig og lyste op i et kæmpe smil. Jeg vendte mig om og så Avi, Ice og Yuki komme gående, og Avi grinede over det hele og sagde noget i stil med "hvorfor lod du mig ikke skræmme hende!" Vi blev hængende indtil omkring 16.15, da jeg, Walid, Yves og Julie tog hjem. Om aftenen tog Janine og Ron ud for at danse, så det var kun mig, Ben og Jerry (hahaha) der så 'New Girl' for Gabi var blevet syg.

Lørdag spiste vi morgenmad på 'Jimmy T's' - den diner Janine og Ron tog mig hen da jeg havde hjemve. Gabi fortalte mig at det var der de havde siddet, da de besluttede at vælge mig som deres næste fes (foreign exchange student) Sjov historie: Da Gabi og jeg gik hjemad, kom der to turister forbi os, og spurgte hvor Capitol Hill var, og vi fortalte dem venligt at de var på den. Men så sagde de at de mente bygningen. Gabi og jeg kiggede på hende, og hun havde svært ved at holde sit smil normalt. Jeg forklarede dem venligt at de bare skulle følge vejen lige ud og så ville de se den (vi stod på East Capitol, en vej man kan se Capitol fra!) De kiggede undrende på mig og spurgte så; "straight, and then right?" Det var der jeg blev lidt utålmodig, for hvem havde sagt noget om højre?? Jeg sagde bare; "no it's right there. Just straight!"De så stadig forvirrede ud, men de fattede mit budskab og gik. Gabi var FLAD af grin!
Senere mødte jeg Jalelah og Manuel på The National Book Festival på Mall'et. Vi gik rundt i en lidt akavet stilhed, indtil vi fandt ud af at vi ville høre nogen snakke om Teens & Children. Det var en mand, Patrick Ness, der skulle til at fortælle om hans bog, så vi sad og hørte på ham. Jeg har fået lyst til at læse hans bøger, så han gjorde det godt! Bagefter gik Jalelah og jeg hen for at mødes med Nada på H Street Festivallen. Det var en festival med en masse butikker der bare promoverede noget. Intet var gratis, øv. Men atmosfæren var fed! Vi blev der i næsten 2 timer, indtil det begyndte at småregne. Jeg fulgte Nada til metroen, og Jalelah fandt hjem af sig selv. Mens vi gik og snakkede åbnede skyerne sig, og hældte vand ned over os. Det var ikke hyggeligt, men vi grinte af det. Om aftenen så jeg 'House at the End of the Street' med Jennifer Lawrence, og på trods af Gabis advarsel om at den var uhyggelig, var den ikke spor uhyggelig! Den var faktisk ret kedelig... Senere bedte Gabi mig om at glatte hendes hår. Det var vildt sjovt, for hendes hår er virkelig stort og kruset!

Søndag var endnu en fed dag! Virkelig, virkelig, virkelig! Jeg stod op, Skypede med Ølstykke, introducerede begge sæt forældre til hinanden og tog til EN BASEBALL KAMP! Jeg fik lov til at tage en ven med, for Janine rejste til Afrika med arbejdet så hun opgav sin billet til min ven. Jeg tog Mathias med, og jeg er bange for at han er lidt skræmt, selvom han sagde at han havde det sjovt. Vi cyklede derhen, og var nået halvvejs hen, indtil Ron kom i tanke om at han havde glemt biletterne. Så han vendte om, og Mathias og jeg kæmpede om at finde en tom bikeshare station. Vi fandt en og gik hen til stadion. Vi ventede længe på at Ron skulle komme tilbage, så Mathias og Gabi snakkede portugisisk sammen. Da Ron kom tilbage gik vi ind og fandt vores pladser. Vi havde gode sæder, men jeg har ingen forstand på hvad der er godt eller skidt. Vi fik madpenge, så vi købte mad og drikke og så på kampen. Baseball er egentlig ret kedeligt. Der sker ikke så meget, men atmosfæren er det fede! Alle er opstemte, hujer, råber, klapper og danser med på musikken der bliver spillet over højtaleren. Sangene der blev spillet, blev spillet hver gang der var en ny der skulle slå til bolden. Sangen var en de selv havde valgt, og Katy Perrys 'Roar' kom frem. Awesome! Det bliver desværre hurtigt koldt når man sidder stiller længe, så hurtigt begyndte Gabi og Mathias at fryse, så de synes det ville være sjovt at drille mig! På et tidspunkt skulle vi alle rejse os, og danse og synge til a-has 'Take On Me' (Gabi blev mildt pinligt berørt da Ron og jeg sang videre efter musikken var stoppet) Under den sidste omgang, kom der en sang på som jeg genkendte. Mathias gispede og kiggede på mig med julelys i øjnene. "Game of Thrones!" råbte vi begge i munden på hinanden. Det fik virkelig min adrenalin til at skyde, men så var kampen slut. Øv! (og vi tabte) Udenfor var der gratis is, og jeg fik min helt egen Washington Nationals kasket! Jeg fulgte Mathias til metroen, og tog hjem hvor Ron og Gabi sad og dampede deres adrenalin af. Vi snakkede i en lille times tid om alt muligt, indtil Gabi skulle spise aftensmad med nogen fra kirken, og Ron skulle arbejde. Så jeg brugte min aften på at skive min blog, klippe klistre i min scrapbook og høre musik.

Den her uge har været temmelig god, på trods af de skræmmende hændelser. Men det gode opvejer det onde, og det gode vinder altid! Næste weekend bliver fed, for det er intet andet end Danmark og AFS!
(jeg undskylder på manglen af opdatering på personlisten, men den kommer så hurtigt som muligt!

-Emma

Ingen kommentarer:

Send en kommentar